Naturstyrelsen har for nylig meldt ud, at 2025 blev et rekordår for overnatninger i det fri. Det er fantastisk, at danskerne i stigende grad ønsker at overnatte i naturen - men det er bekymrende, at staten bliver en egentlig overnatningsaktør.
Overnatninger i statslige shelters og lejrpladser vokser
Ifølge Naturstyrelsens egne tal var der 232.000 personbookinger af lejrpladser og shelters i 2025 mod 210.000 i 2024, og dermed en stigning på over 10 procent. Hertil kommer overnatninger på ikke-bookbare pladser og primitive pladser, som slet ikke bliver registreret. Naturstyrelsen råder i alt over 576 shelter, 74 lejrpladser, 282 primitive overnatningspladser og 292 skove med fri teltning.
Staten kan, hvad private ikke må
Der er flere problematiske forhold. Staten kan etablere shelters og overnatningstilbud på arealer, hvor private aktører ikke har adgang. Staten kan også tilbyde overnatninger hele året, mens private campingpladser som udgangspunkt skal holde lukket en del af året. Endvidere er Naturstyrelsens primitive overnatningssteder undtaget campingreglementet, mens private aktører skal have kommunal tilladelse og leve op til en lang række forældede krav.

© RAISFOTO
Mere natur- og outdoorturisme, men på private hænder og i fair konkurrence
Flere danskere skal ud i naturen for at nyde skovene, strandene og alt det fantastiske, som Danmark har at byde på. Jo flere der får lyst til at udforske den danske natur, jo bedre er det for camping- og outdoorbranchen. Men ingen hverken kan eller skal konkurrere med staten, ligesom der findes langt bedre aktører til at drive outdoor- og overnatningstilbud end staten.
Dette vil CODK i den kommende tid drøfte politisk.