Camping Outdoor Danmark var d. 25.10 inviteret til Danske Destinationers halvårlige møde hos Destination Nord i Aalborg for at give et oplæg om campingbranchens udfordringer og potentiale. Dansk Kyst- og Naturturisme (DKNT) var også inviteret for at give et overblik over de regler og love som campingpladserne agerer under.
Det var et møde der gav resultater i form af et nyt fælles initiativ for at løfte campingbranchen.
Hvad er Danske Destinationer?
Danske Destinationer er brancheorganisation for destinationsselskaberne i Danmark. Der er 19 destinationsselskaber i Danmark, som hver især har til formål at udvikle og markedsføre turismen i deres område, og de er næsten alle med i Danske Destinationer, som har Tonny Thorup, direktør for Destination Nord som formand.
Budskab i oplægget: Vi går en usikker fremtid i møde
Camping Outdoor Danmarks direktør Niels Frederik Lund præsenterede status for camping lige nu, i form af overnatningstal og trends. Billedet viser desværre ret tydeligt, at campingpladserne taber markedsandele til andre ferieformer. Belægningsprocenten er lav i højsæsonen og danskerne fravælger camping til fordel for at flyve til udlandet. Mange campingpladser står overfor generationsskifte, og der er generel usikkerhed omkring hvad fremtiden bringer, nu hvor færre køber campingvogne. Spørgsmålet er hvad campingpladserne skal leve af i fremtiden.
I forhold til autocampere, var budskabet også klart. Vi elsker autocampere og vil gerne have dem på vores campingpladser. Men reglerne er for øjeblikket uklare. Oftest ved kommunerne ikke, hvordan de skal forholde sig til autocampere, der holder gratis i skove og langs strande. Det er en gråzone i forhold til overnatnings - og parkeringsreglerne, som er problematisk både for campingpladser og autocampister.
Nyt samlet initiativ for campingbranchen med DKNT og Danske Destinationer
Destinationernes direktører var efter Camping Outdoor Danmarks oplæg om campingturismens tilstand meget opsatte på at gøre noget. Mange af destinationerne har camping som den største overnatningsform. Det blev derfor besluttet, at der i samarbejde med Dansk Kyst- og Naturturisme (DKNT) nedsættes et initiativ for at på nye muligheder for at styrke campingbranchen.
Camping Outdoor Danmark bliver også involveret, og det vil sige, at det bliver et fælles initiativ om udvikling af campingpladserne. Initiativet skal bl.a. danne rammen for en dialog ind mod finansiering af konkrete projekter, så disse igangsættes ud fra en fælles og strategisk retning mellem destinationerne.
DKNT tager stafetten på at lave et første oprids af konturerne for initiativet, som vi kan tale videre ud fra, men det bliver Danske Destinationer som er tovholder på selve initiativet, da hovedparten af aktiviteter funderes lokalt og i dialog med campingaktører i destinationerne.
På billedet: Jens Hausted, direktør for Dansk Kyst- og Naturturisme præsenterer de forskellige overnatningstyper for autocampere. Der er i øjeblikket ikke klarhed om reglerne.