Menu
  • Del

Svar fra Rigspolitiet angående genåbning af campingbranchen

Dato: 28- 01- 2021

Tidligere på måneden henvendte Camping Outdoor Danmark sig til Rigspolitiet angående genåbning af campingbranchen. I denne henvendelse kom vi med flere løsningsforslag til hvorledes udendørs vogne kunne fremvises fuld forsvarligt og med alle corona anbefalinger overholdt. Læs henvendelsen her.

Nedestående er Rigspolitiets svar på henvendelsen. Det skal tilføjes, at vi arbejder videre med forslaget politisk. Vi har bl.a. fået ordførerne fra K og R til at foreslå ministeren forslaget.

 

Svar fra rigspolitiet

Det fremgår af bekendtgørelse om forbud mod større forsamlinger og mod adgang til og restriktioner for lokaler og lokaliteter i forbindelse med håndtering af covid-19 (forsamlingsbekendtgørelsen) § 6, stk. 1, at visse butikker skal holde lukket.

En udvalgsvarebutik skal holde lukket, men må gerne fremvise eller prøvekøre visse udvalgsvarer (f.eks. biler og cykler) uden for butikkens matrikel for en eller flere konkrete kunder, så længe det ikke antager karakter af omgåelse af kravet om lukning af udvalgsvarebutikker. Det betyder, at man som sælger ikke må benytte for eksempel samme parkeringsplads, rasteplads eller lignende, så det i den forstand for eksempel bliver en forlængelse af butikken. I forlængelse heraf må man godt afholde kundemøder uden for butikkens matrikel, for eksempel hjemme hos kunden.

Det er på den baggrund Rigspolitiets vurdering, at de skitserede modeller med fremvisning af/adgang til campingvogne på campingbutikkernes matrikel ikke vil være i overensstemmelse med de gældende regler i forsamlingsbekendtgørelsen.  

På Erhvervsstyrelsen Virksomhedsguide kan du læse om, hvad der gælder for udvalgsvarebutikker, herunder forhandlere af campingvogne: https://virksomhedsguiden.dk/erhvervsfremme/content/temaer/coronavirus_og_din_virksomhed/ydelser/krav-og-anbefalinger-til-detailhandlen/59cef21f-a199-42a8-bea0-fdc01ed6cf5f/